Efter at have landet en fin skærgårdsgedde, og samtidigt se den tredje ål ligge på bunden, farede tanken igennem mig - hvorfor ikke fiske med fluer der imiterer ål? Gedderne må da elske ål ligesom os, tænkte jeg. Ugen efter stod vi igen der på kysten, men denne gang pakket med alverdens forskellige åle-fluer. Mit første valg faldt på den største flue i æsken, og jeg fik den smidt ud i en lille bugt. Allerede i første kast klasker en stor gedde kæberne sammen om fluen i et kæmpe plask. Lettere rystet får jeg fisken landet, og jeg må konstatere, at min næsten tredive centimeter lange flue sidder helt nede i halsen af fisken.
To kast senere oplever jeg samme voldsomme hug, og faktisk gik resten af dagen slag i slag. Til dato en af de vildeste geddeture, som jeg nogensinde har haft. Tanken var altså god nok, gedderne kunne ikke få nok af ålefluerne.
Siden har fluen slået de fleste andre geddefluer i æsken, og det er som regel den, der sidder for enden af forfanget. Tag ikke fejl af, at store gedder rigtig godt kan lide en ål. Vi har ål i mange af vore vande, og ål og ålekvabber er en del af geddernes menu, uanset om det sø, å eller brakvand.
Når man går og fisker i skærgården ser man oftest kun små kutlinger og småfisk. Ellers er der ikke så meget at se ovenfra, men undersøgelser af geddernes maveindhold har vist, at de absolut har ål og ålekvabber på menuen i de brakke vande.
Fisk fluen i lange træk, gerne med pauser, hvorefter der igen speedes op - det er tit der gedderne hugger. Når du skal til at lave et nyt kast, er det meget vigtigt, at du holder fluen i vandet et øjeblik, for gedderne følger tit efter fluen, og tager den netop i sidste øjeblik.
Fluen kan næsten ikke blive for stor, og selv små fisk hugger så vildt, at man næsten ikke kan tro det.
Jeg vil foreslå, at du prøver det selv!
Bindebeskrivelse
For at opnå den langstrakte facon og for at give lidt ekstra liv til fluens gang i vandet, så bindes Ålen som en tandemflue, hvor jeg dog kun anvender en krog bagerst på fluen. Fluen kroger glimrende, og en ekstra krog vil kun være til besvær og i øvrigt føje unødvendig vægt til.
1. Krogen sættes i fluestikket, hvor grødebeskytteren bindes på den øverste del af krogbøjningen som det første.
2. Halen bindes ind. Først et lille bundt Kinky Fibre, derefter et miks af Soft og Holografisk Flash. Sørg for at bundterne taperes en smule ud i spids.
3. Kroppen tørnes med Holografisk Chenille. Pas på ikke at ligge tørnene alt for tæt.
4. En lille overvinge af Soft Flash bindes på, hvor der ligges et langt hackle af Holografisk Flash rundt om krogen.
5. Til sidst bindes grødebeskytteren ind lige bag krogøjet.
6. Fat en tang og sno et øje på et stykke pianotråd. Sæt så pianotråden gennem krogøjet og sno igen om tråden, så et øje dannes. Det frie stykke pianotråd bør være omkring krogens længde.
7. Sæt det bagerste øje på pianotråden i fluestikket og monter en korkprop eller anden beskyttelse på den frithængende krog – bare et forslag!
8. Bind kropsmaterialet (chenillen) på den første tredjedel af pianotråden.
9. Bind et langt hackle af Soft Flash foran.
10. Tørn chenille på de sidste to-tredjedel af pianotråden.
11. Om krogen lægges et kraftigt, men lidt kortere hackle mikset af Soft og Holografisk Flash
12. Ålens hoved formes forsigtigt ved smøre epoxylim på den forreste del af hacklet af to omgange. Efter første omgang lim monteres de to folieøjne på siderne af fluen.
13. Af med proppen på krogen og du er klar til at søsætte ålen
Materialerne brugt til Ålen
Bagerste del
Krog: Owner worm str. 5/0 (Model nr. 5100-151)
Grødebeskytter: 0.60 mm. nylon
Hale: Sort Soft Flash + sort Holografisk Flash + sort Kinky Fibre
Krop: Sort Holografisk Chenille
Vinge: Sort Soft Flash
Hackle: Sort Holografisk Flash
Front/ Forlænger
Krogskaft: Pianotråd
Hoved: Epoxy
Øjne: Stick On sølv ½”
Krop: Sort Holografisk Chenille
KropsHackle: Sort Soft Flash
Fronthackle/ Vinge: Sort Soft Flash + sort Holografisk Flash
God fornøjelse ved stikket og vandet.
Facebook Comments Box