Art of Angling Journal
Art of Angling Journal overgår alt hvad der tidligere er set ud i trykte magasiner om fluebinding og fluefiskeri. Forbløffende høj kvalitet – en fryd for øjet.
Listen af kulørte magasiner om fluebinding og fluefiskeri verden over er uendelig lang. Sidste vinter så et af de mere iøjnefaldende dagens lys, da fluebinderen og fotografen Paul Schmookler tog initiativet til at lave Art of Angling Journal.
Journalen udkommer en gang i kvartalet og beskæftiger sig primært med binding af klassiske laksefluer, men andre skønne kreationer får indimellem også spalteplads.
Magasinets vinkel er kunsten i fluebindingen, og de mange artikler om dette emne suppleres med stof om de øvrige relaterede kunstarter indenfor fluefiskeriet, såsom bygning af splitcanestænger, afstøbninger og kopier af fisk. Artikler om praktisk fluefiskeri er få, og de der findes tager ofte afsæt i fluerne i fiskeriet.
Det der gør journalerne til noget særligt er, ud over deres størrelse (160-180 sider), de mange utroligt flotte fotos af fluer, materialer, fisk og fluebindere i deres rette element. Layout, trykning og papirkvalitet er fuldstændig kompromisløs, og magasinet fremstår som et bombardement af flotte farver. Få bøger har samme høje kvalitet på den grafiske side!
Magasiner må nødvendigvis indeholde reklamer for at kunne finansieres, og Art of Angling er selvfølgelig ingen undtagelse.
Selv reklamerne er dog nøje udvalgt og fremstår ikke anmassende som i mange andre amerikanske magasiner. Magasinet er kvalitet fra A-Z, og det gælder naturligvis også dets annoncører.
Se også Art of Angling’s website