Vellykket antireverse hjul fra Vision – XLA
Vision har i år sendt en bemærkelsesværdig hjulnyhed på markedet. Et hjul af antireverse typen – en hjultype der har en lille skare trofaste tilhængere, men som generelt ikke er genstand for den store opmærksomhed, og det er bestemt ikke hverdag med nyheder fra den front. Derfor er det også et modigt skridt Vision her tager.
Fidusen ved et antireverse- hjul er, at håndtaget ikke drejer med spolen rundt, når fisken tager et udløb, men tværtimod står stille. Debatten for og imod denne hjultype er aldrig blevet afsluttet, men jeg husker endnu det knald over fingrene jeg fik af min første norske laks, fordi jeg ikke havde fået hånden langt nok væk fra håndtaget. Det er netop her jeg kan se den store fordel ved hjulet, at når den store langt om længe har taget fluen og suser af sted, er der med et antireverse hjul en risiko mindre. Det er også oplagt en god ide til natfiskeri så man ikke risikerer, at håndtaget utilsigtet får fat i ærmer, lommer eller andet.
XLA hjulene har været på markedet et par år og er kendt som velfungerende hjul. Dette gælder også for XLA Antireverse #8-9, som modellen vi har prøvet hedder. Hjulet er kort og godt et lækkert hjul i en flot finish og vejer ikke mere end mange tilsvarende hjul uden antireverse. Hjulet har også en storebror til lineklasse 11. Selv om jeg ikke har været i nærheden af en fisk, der for alvor har kunnet teste antireversefunktionen seriøst, er det mit klare indtryk, at funktionen virker upåklageligt.
Jeg har selvfølgelig trukket linen af hjulet, men det er jo ikke det samme som en 8 kilos laks! Bremsen er rigtig god og nem at indstille. I forhold til de almindelige XLA modeller, synes jeg at antireverse modellen har den fordel, at hjulets indre finmekanik er lukket inde, og dermed bedre beskyttet. Der hvor jeg ser hjulets anvendelsesområde, er til fiskeri efter store havørreder, laksefiskeri og i det hele taget til fiskeri efter store og stærke fisk.
Også til bonefish og babytarpon er hjulet et godt valg. Om man er til XLA antireverse eller mere til den konventionelle type er en smagssag, men hvor hjul af denne type tidligere var ubehjælpsomt tunge, har Vision i hvert fald fjernet det argument, da hjulet kun vejer 178 gram, og så kan man jo sige: hvorfor så ikke tage antiverse med – så er du helgarderet. Du skal blot huske at tage beslutningen om du vil benytte håndtaget med højre eller venstre hånd en gang for alle. XLA hjulet er i hvert tilfælde ikke blevet dårligere med antireverse!
Fakta om XLA Antireverse (klasse 89)
kapacitet: WF8 F plus 180 meter 30lb bagline vægt: 178 gram