All the Best – Lefty Kreh
Flip Pallot, velkendt amerikansk saltvandsfluefisker, forfatter, guide og TV-vært, hylder en af det tyvende århundredes helt store fluefiskeprofiler, Lefty Kreh. I USA er Lefty Kreh en legende og måske den mest berømte fluefisker nogensinde.
Udenfor USA kender de fleste Lefty Kreh for en lang bøger og film om fluefiskeri og fluekast. Lefty Kreh er ved at være en ældre herre og en lang fluefiskekarriere hyldes gennem dels en bog i stort format og en dobbelt DVD på knap fem timers spilletid.
DVD og bog sælges hver for sig men supplerer hinanden udmærket. DVD’en er i al sin enkelhed som titlen All the Best: A conversation with Flip Pallot & Lefty Kreh antyder, en samtale mellem Flip Pallot og Lefty Kreh. Et afslappet interview hvor Flip Pallot gennem ni afsnit holder kursen på samtalen med Lefty Kreh. Bortset fra omgivelserne en klassisk kaminpassiar. To mand to stole og samtale, et slow motion talk show.
De to gode venner taler om Leftys opvækst, tiden under krigen og tiden efter krigen. Lefty beskriver hans heldige timing med at starte som fiskejournalist i en tid hvor alle søgte fred og nye oplevelser. Snakken kredser sig ind på det moderne fluefiskeri, udviklingen i udstyret, branchens forandring og livet i Florida i al almindelighed.
Alt i alt hyggelige samtaler som fungerer behageligt og afslappet. Et par filmklip med de to venner på fisketur havde piftet det hele lidt op, men det er fravalgt. Ingen stor produktion men en varm og omfangsrig samtale.
Bogen All the Best – celebrating Lefty Kreh kredser i sagens natur ligeledes omkring Lefty Krehs liv og karriere. Hvor filmen er ren samtale samler bogen op som en biografi, der understøttes af talrige fotos, hvoraf hovedparten er fra Leftys egne arkiver.
I modsætning til Lefty Krehs egne bøger søger den læringslystne fluefisker her forgæves. Bogen er et portræt og en hyldest. Fra Leftys barndom i Maryland under depressionen, over hans tid som leder af datidens største konkurrence for big game fiskeri, til hans lange glorværdige karriere som skribent, redaktør og forfatter.
Lefty Kreh er en afholdt personlighed og bogen afspejler hans endeløse række af venskaber og kontakter i branchen. Lefty Kreh har rejst jorden rundt for at fiske, og bogen har en særlig scrapbogs lignende sektion, hvor Lefty ser tilbage og mindes nogle af hans største oplevelser på destinationer i fjerne og nære egne. All the Best har historisk værdi og viser tydeligt den enorme udvikling fluefiskeriet har gennemgået de sidste halvtreds år. Både bog og DVD hylder uforbeholdent fluefiskeikonet Lefty Kreh som kun amerikanere kan det. Ingen misundelse eller kritik, kun beundring og glorificering. De kan det med at gøre stjerner til stjerner. Nostalgi og sentimentalitet skinner igennem sine steder men det er til at leve med. Et interessant kig bag om manden der så rundhåndet har delt ud af erfaringer og gode historier gennem årtier.
Fakta DVD
Titel: All the Best: A conversation with Flip Pallot & Lefty Kreh
Producent: Collectors Covey
Spilletid: 2-disc i alt ca. 4 timer og 50 minutter
Format: 16:9
Sprog: Engelsk
Fakta bog
Titel: All the Best – celebrating Lefty Kreh
Forfatter: Flip Pallot m. fl.
Forlag: Collectors Covey
Sider: 214 (Hardback)
ISBN: 1-892505-07-X (findes kun på engelsk)