Absolut sandfærdige fiskehistorier!
Efter en storslået bog om fiskerejser til fjerne lande, vender Steen Ulnits atter blikket indad mod Danmark i sin lille nye bog.
Steen Ulnits har nok en gang begået en kærkommen bog, for det er jo ganske vist, at vi lystfiskere holder af fiskehistorier. Nogle muntres vi over ved fiskevandet, andre lytter vi til i smug i grejforretningerne, og andre fordyber vi os i på kolde mørke aftener, på sofaen eller i lænestolen. Nogle historier fortælles med øjeblikkets adrenalin hængende udenpå fiskevesten, andre går fra mund til mund, og atter andre går i arv fra far til søn eller fra den garvede til nybegynderen. Fælles for dem alle er, at når de fortælles er de alle absolut sandfærdige fiskehistorier.
Om alle 26 historier i Steen Ulnits bog er absolut sandfærdige skal der ikke sås tvivl om i disse spalter, og det er i øvrigt bedøvende ligegyldigt, for spændende er de alle.
Fra succes til fiasko beskriver en veloplagt og humørfuldt lystfisker sine strabadser gennem tiderne. Fra mosegedden der stolt bæres hjem til køkkenet, til de dage, hvor havørredfiskeriet oversteg alle forventninger, og ikke mindst grufulde minder om de store, der slap væk…
Bogen er ganske ydmyg i grafik, billeder og indbinding, men prisen er til gengæld så lav, at alle lystfiskere med hang til gode historier dårligt kan takke nej. Min egen udgave blev slugt på en togrejse til seneste fiskedestination, og den efterlod kun en enkelt ærgerlig følelse hos mig – bare den dog havde været lidt længere!
Fakta
Forfatter: Steen Ulnits
Titel: Absolut sandfærdige fiskehistorier!
Forlag: Ulnits Bøger (2002)
ISBN 87-988226-2-4
112 sider
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!