3 sikre fluer til elvens laks
Der findes utallige laksefluer at vælge i mellem – hvis man nu bare skulle vælge tre…
Med ca. 700 klassiske standardmønstre samt utallige variationer af laksefluemønstre gennem 150 år; hvordan kan man overhovedet vælge 3 fluer ud blandt så mange?
Det kan man ikke, men man kan give et godt bud på hvilke 3 som altid burde være i flueæsken.
Laks og laksefluer har gennem tiderne altid været omgæret af mystik og fascination. Fiskenes konge – laksen, som på mystisk vis finder tilbage til sin elv hvor den blev født. Hvor den undervejs forcerer den hårde strøm op til gydepladserne samt forhindringer som vandfald og opstemninger, naturlige som menneskeskabte.
Denne konge fortjente bedre end en klump orm eller en maddike mente mange, og således fik man skabt den første lakseflue. De spraglede kreationer med fjer og silke er det vi forbinder med klassiske fluer og gamle dage, men også nyere fluer som Sunray Shadow, General Practitioner og Hairy Mary er blevet til klassikere uden i egentlig forstand at være det.
Hvorfor netop de er blevet klassikere skyldes netop den kendsgerning, at de har fået en plads i de fleste laksefiskeres flueæsker.
Monroe Killer
En anden klassiker, der heller ikke er så gammel, og stadig ikke glemt er Monroe Killer. Fluen er egentlig en hårvinget variation af den klassiske Thunder & Lightning. Der kom en tid, hvor selv en vintersyssel som fluebinding skulle gå hurtigere. Fjerene blev erstattet med hår hvor det kunne lade sig gøre, og de før så mangefarvede laksefluer fik taget noget af pynten fra deres kåbe.
Hvor mange detaljer en laks kan se på flere meters afstand under vand er gætværk, men personligt tror jeg ikke den kan se mere, end hvad vi kan se oven vande, og det er ikke mange detaljer. Ser du en flue bundet på en str. 6 krog på en afstand af 2 meter, hvad er så tilbage?. Ser du den tilmed i dårlig belysning, er det kun en silhuet og måske en farve eller to som du kan se alt efter lysets karakter og baggrunden den ses på. Holder vi os til de varme farver, gul, orange eller rød, ses disse også i dårlig belysning, hvorimod blåt vil se sort ud. Under vand sker fuldstændigt det samme.
Monroe Killer består af egen vinge i gul og brun, en krop a la Thunder & Lightning, med den forskel at kropshacklet er kravlet op til hovedet .
Fluen er aldeles effektiv når vandet er uklart, humusfarvet eller efter en flom, hvor vandet endnu ikke har nået normalvandstanden.
Mønsterbeskrivelse
Tag: rund guld tinsel og gul floss
Butt: sort struds
Hale: topping
Rib: oval guld
Krop: sort floss
Hackle: orange hane
Vinge: gul undervinge – brun overvinge, begge egern
Hairy Mary
Blue Charm er en klassisk low water flue med over 100 år på bagen. Den fik en kusine, da hårvingede fluer blev populære, og den blev døbt Hairy Mary. Behårede Mary var ikke tænkt som en decideret lavt vands flue, som sin forgænger Blue Charm. Ikke desto mindre er den fortræffelig i lav som klar elv. Den sorthvide vinge giver kontrast uden at virke dominerende, det blå hackle ses tydeligt i klart vand og god belysning og den sorte krop giver silhuet.
Mønsterbeskrivelse
Tag: rund sølvtinsel
Hale: topping
Krop: sort floss
Rib: oval sølvtinsel
Hackle: blå hane
Vinge: silvertippet egern
Alle 3 fluer har givet mig masser af laks gennem tiderne og kan naturligvis benyttes under andre forhold end dem jeg har beskrevet, men der er nu ikke noget i vejen for at bruge dem til det de er lavet til. I sidste ende kan alt, selv en regnorm, fange laks.
Sunray Shadow
Fluen er nok en af de yngste klassikere, der er kendt verden over for sine egenskaber til at fange laks med. Egentlig er Sunray Shadow en variant af Collie Dog fra starten af det nittende århundrede. Ved at peppe et gammelt mønster op med lidt nymodens tanker og lidt anderledes materialer fremkom flue, som blev så populær, at man sagde om den, at der var indgivet patent på mønstret og den dermed kopi beskyttet. Nu kan man ikke ligefrem tage patent på fluer, men ideen var god nok, fluen fangede laks, og kunne man begrænse hjemmebinderiet, var her en god indtægtskilde til firmaet som lancerede fluen i halvfjerdserne.
Den ”originale” Sunray Shadow er bundet på et 3 cm. rør uden nogen form for krop, kun vinge bestående af bucktail, påfugleherl og lange sorte hår fra Colobusaben. Hele hemmeligheden ved fluen ligger i måden den bindes på.
Bucktailen skal holde de lange abehår fri af krogen, påfugleherlen skal pynte fluen til gavn for lystfiskeren og de lange abehår skal skabe en vinge med facon som en langstrakt pære. Vingens længde som original er angivet til 13 cm. – lidt af en flue.
Fluen fisker fantastisk efter en flom, hvor både laks og flue går højt i vandet.
Mønsterbeskrivelse
Rør: 3 cm klar plast
Undervinge: kort brun buchtail som strækker sig 1 cm. efter rørets afslutning
Overvinge: 2 stk. påfuglestrå og sort abe eller ged, 10 til 15 cm. lang.